Winemarket Goes Natural
Let tømmermandsramte og med stor begejstring i stemmen vil vi lige dele vores favoritter fra lørdagens Winemarket. Temaet var øko og natur – og vi blev i den grad udfordret – og fandt måske også et par nye favoritter. Læs en kort opsummering af vores oplevelse.
Emilia-Romagna hvidvin fra Vinhackeren. Denny Bini, Levante 90
Masser af natur på flaske. Rene linjer. Spændende noter med mineraler og ler. Masser af smag og kompleksitet samtidig med vinen har en sarthed over sig. Spontangæret. Vi får helt lyst til at smage noget af denne fyrs Lambrusco også.
Alsace i udvikling Pinot Blanc fra Extra Brut. Durrmann, Alsace, Frankrig, Pinot Blanc Cuvée Nature
Det hopper og danser i en skøn friskhed. Det er ren natur på flydende form. Masser af syre og mineraler. Syrlige æbler, snert af sød saftig melon, enormt saftig og frisk. Martin er måske nok ‘bare’ hobby-vinmand, men han havde et skønt og imponerende udvalg af virkelig gode sager med – i et bredt spektre – virkelig lækkert.
Orangevin i sjov flaske fra SPS Wine, Hum Hofer, Weinviertal, Østrig, Origin
Afrundet, uden at stikke helt af. En virkelig god begynder Orangevin. Skøn fylde og spændende fadnoter. Lavet på Pinot Blanc. SPS havde taget to vinhuse med, så man kunne smage op i mod hinanden – rigtig fin måde at smage druer på.
intens rosé fra Høtoft. fra JOiSEPH Weingut Burgenland, Østrig, Roter Faden
Smukkeste rødbede farve i en flaske med kapsel. Zweigelt, Pinot Noir og Blaufrankisch i skøn symfoni. Frisk og let. Virkelig afrundet. Får absolut plus point for sin straight stil. Høtoft havde et stringent program med – både på smagssiden (lige som vi kan li det) og med super stilrene etiketter, hvilket nok også kan få flere til at gå natur-vejen.
Det naturlige dødningehoved? fra Sauer Wine. En udefinerbar sag fra Frankrig
Natur på den der helt lige til måde, skøn syre, skøn fokus på saft og kraft. Desuden må vi nævne hans absurde Carriel Del Vilars Negre fra Loire: Det her er mørkt og utraditionelt. Ekstrem saftigt. En skør smag. Sådan en som vi vist ikke bliver kloge på idag, men vildt spændende at smage. Saur Wine bød virkelig på nogle skøre flasker, men virkelig også noget man husker. Det skal vi helt sikkert smage mere af.
Info om Winemarket
Der er ingen tvivl om at vi ikke kan få armene ned over Winemarket. Konceptet løber af banen to gange årligt, og har efterhånden udviklet sig til at have tema hver gang. Bag det hele står Winelab. Det er alletiders måde at smage noget knald god vin – og ikke mindst prøve dine smagsløg af.
Og yderst spændende med øko, bio og natur vins tema’et, der havde lokket mange nye, og for os før ukendte vinimportører til fra hele landet. Dejligt 👍