#Vin De Merde? – Beaujolais og myterne

Vin De Merde

Beaujolais! Det er over det hele lige nu. Men hvad er der sket for det franske område? Hvorfor bliver det lige pludselig hipt (igen)?

Et fransk magasin kaldte i 2001 Beaujolais for “Vin De Merde” – “lortevin”. Derfor brændte vinproducenterne inde med 1 mio liter vin, hvorefter vinproducenterne sagsøgte bladet – og vandt sagen! Efter sagen var anket flere gange endte det dog med at  pressefriheden blev sat højest. Hvilket også må anses som rimeligt, da  Beaujolais virkelig var en omgang ligegyldig vin til en alt for høj pris, hvor der blev tilsat alt for meget sukker og gær for at holde alkoholprocenten oppe.

Men nu er bøtten vendt. Vinbønderne vil bevise at de også kan være med, hvor det virkelig tæller.  Som et svar på skandalerne med for meget tilsætning er også naturvin vundet frem i stor stil – ikke mere tilsætning, nemlig. Der er altså et reelt opgør igang i Beaujolais.

Hype

Beaujolais Nouveau (Ny Beaujolais)  er en af de mest hypede vin-events i Frankrig. Udgivelsen af den bare ca. 6-8 uger gamle vin er en kæmpe fest, og fejres ikke blot i Frankrig, men i hele verden. Winers var med i 2017 på Sårt i Aarhus, som havde kørt vinen til Danmark, for så at holde vin-fest hele aftenen – og det var en skøn aften med masser af let-drikkelige dråber.

Men hvad er det der Beaujolais egentlig?

2 mdr. gammel vin kræver alternative vinmetoder for at kunne bestå – og der er vin-snobber, der stadig ser noget skævt til denne hurtig-bryg. Releasen sker den tredje torsdag i november kl. 12.01. Datoen blev sat en gang i firserne, hvor Beaujolais havde sin absolutte storhedstid, og ræset om at leverer den første Nouveau tog overhånd. Derudover er der også regler om høst, områder, druer mm. Kvaliteten af Nouveau’en er nærmest lige så svingende som dag og nat, men der må ikke længere laves alternative krumspring.

Men de kan også andet end Nouveau. De har betegnelser som Beaujolais AOC, Beaujolais-Village AOC, Beaujolais Cru. Cru’erne hedder dog ikke Beaujolais Cru, men navngives efter den kommune de er fra, hvoraf der findes 10 forskellige: Brouilly, Cote de Brouilly, Chenas, Chiroubles, Fleurie, Julienas, Morgon,  Moulin-a-Vent, Regnie, Saint-Amour.

Man fornemmer tydeligt beslægtede karakteristika fra Beaujolais området, som er den lette Gamay-drue. Vinen har en let tørhed og skøn saft-agtig smag, som emmer af frugt. Priserne er meget svingende, men vores indtryk er at det er et spørgsmål om kvalitet og kompleksitet – ikke blot hype og overpriser. Og så er naturvinen værd at kaste sit øje på.

Området Beaujolais ligger et sted mellem Bourgogne og Rhone og er (endnu) ikke helt så velkendt og anerkendt som disse to, hvilket også gør priserne mere fornuftige.

Bananvinen

Historierne vil ingen ende ta’! Under tiden med det dårlige ry, blev Beaujolais også kaldt bananvin, simpelthen fordi den havde en bismag af banan. Det skulle efter sigende have været helt reelt: Brugen af dårlig, men meget effektivt gær forårsagede smagen. Idag er det bandlyst og strikse krav og tests opretholder idag et nogenlunde minimumsniveau. Men se dig alligevel for! Kvaliteten er svingende!

Prøv det nu!

Men den omstridte vin skal altså smages! Nouveau’en er en skøn bællevin (den glider virkelig ubesværet ned) eller drik den som hverdagsvin, hvor den passer perfekt til det franske landkøkken, retter som for eksempel coq au vin – eller som på Sårt: cassoulet de canard. De bedre vine med højere appellation, er oplagte til finere fransk madlavning, gode udskæring eller gode oste – og snyd ikke dig selv for at smage forskellene.

Kom igang med Beaujolais – Læs mere her om  fire Beaujolais vine, som vi elsker.

One Comment Add yours

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *