#To italienere og Ragú Bolognese

Den anden aften smagte vi på en bid af Italien, da vi stiftede bekendtskab med vinhuset Canneto – Italien på flaske – to forskellige klassificeringer, fra samme vinhus.

Og når man nu skal nyde to vine fra Toscana, så er det oplagt at sværge til en velsimret ragú bolognese – a.k.a. pasta med kødsovs. Det blev dog med et utraditionelt twist med hakket kylling i stedet for oksekød (Prøv det, for det giver en lettere ret – eller hæng os senere;)).

Det gode ved retten er at der er masser smagsindtryk, uden den bliver for tungt – og kan derfor passe til et bredt udvalg af vine.

Italien på flaske

Montepulciano ligger i det sydøstlige Toscana. Rundt om byen danner vinmarkerne vindistriktet: Vino Nobile di Montepulciano, bestående af godt og vel 100 vinbønder. En af dem er Canneto, hvorfra vi har smagt to rødvine.

Montepulciano-vinene skal minimum indeholde 70 % sangiovese, og det smager man i begge vine – der begge emmer af Sangiovese-noter, med smag af noget læder og ler.

Canneto Rosso Di Montepulciano, 2015 – Vi starter med lette blomster-noter i næsen, smagen har en skøn frugtighed, der gør den meget ligetil. God syre,  lette og rå tanniner, sammen med de dybere noter af læder og ler. Maden gør den rundere – og det klæder vinen rigtig godt.

Rosso’en passede dejligt til vores bolognese, men vi tænker også at maden ikke må blive tungere. Vi tænker ellers lettere pastaretter og det ikke alt for tunge køkken. En rigtig god hverdagsvin, som glider dejligt nemt og ubesværet ned. Men som også rummer et potentiale for mere – det kunne være interessant at smage den om et par år.

Canneto Nobile Di Montepulciano DOCG Riserva, 2011 – Det er noget helt andet! Sikken en dybde af solbær i sammenspil med læder, ler og helt ned i tobaksnoterne. Her er fad – uden det bliver voldsomt. Årene har virkelig gjort den godt!

Vinen er kraftig, men da den er velbalanceret, er den stadig yderst behagelig.  Den passede dejligt til vores pastaret, men den kræver også mad af den tyngde, for ikke at overtage. Eller drik den uden mad – og bare nyd den i fulde drag.  Det er lækkert, rigtig lækkert!

Canneto vinene er fra Fabios Vine.

One Comment Add yours

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *