#I Portvinshimlen

Så meget lækkerhed på Portvinsbaren

I København, på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg, ligger en lille hyggelig bar, som har dedikeret sig til portvin.

Portvinsbaren er meget let at blive begejstret over, når man netop har længtes efter mere viden og større udvalg – for det har de gæve gutter her nemlig masser af! Er du nybegynder har de også alletiders introduktion til portvin i deres menukort –  hvor det er klart hvad de forskellige betegnelser kan byde på.

Baren er hyggelig og der var god stemning aftenen igennem. Vi er ovre i hipster-genren med industrielt-møder-værtshus-look. Gæsterne var en blandet landhandel, så her er plads til alle.

Winers smagte 5 forskellige portvine + 1 portvinsdrink. Her kan du læse lidt om de forskellige herligheder:

Hvid: Taylors Chip Dry –  Ingen af os havde smagt en tør hvid portvin før – og vi må konstaterer at det var en lidt mærkelig oplevelse. Den er fed som en chardonney hvidvin, men samtidig med smag af lagringen og portvinsfrugtigheden. Det er vist en, der lige skal have lov til vokse på os!

Tawny 10 års: Statement – En udemærket Tawny, men ikke noget at skrive hjem om.

Tawny 10års: S. Leonardo – Klart bedre end den forgående. Her er en dybde og en dejlig kompleks smag af træfad, tørret frugt og nødder. Den er til den fede side og farven er flot mørkebrun. Den var klart en af aftenens favoritter.

Ruby LBV: 2011, Taylors – Nærmest rødvinsduft og -farve. Virkelig lækker og uden at kamme over i det meget frugtige og ultrasøde. Den rigtige gode dybde og rødvinsreference gjorde også denne til et hit.

Ruby Vintage: 2001, Grahams, Malvedos – Kirsebær er den første duft man møder. Man tænker straks på jul og risalamande. Her er det frugtsmagen, der er gennemtrængende. Den er på ingen måde skarp. Egner sig meget til dessertvin – både til ost eller chokolade.

 

Med disse fem portvine på portvins-CV’et kan man virkelig opleve forskellene i portvin. Så derfor må vi klart anbefale, man smager på lidt forskelligt, når man skal kaste sig ud i portvins-eventyret.

Til sidst smagte vi deres Portvinsdrink – hvid portvin, tonic vand og lime – Lækker og forfriskende drink lige efter Winers cocktail-drømme 🙂 Vi må vist hjem og gøre nogle portvins-drinks-forsøg.

Winers giver Portvinsbaren 5 varme kys for netop at dedikere deres bar og liv til den fantastiske portvin, for at have skabt en dejlig bar, og for at give lækre smagsoplevelser. Det eneste problem, er at Portvinsbaren kun ligger i KBH! Skulle de overveje en udvidelse, så skal det være i Aarhus!

💋
 💋 💋 💋💋

 

Winers har igennem en årrække drukket portvin med stort behag. Oftest når vi i hinandens selskab har nydt en god middag, hvorefter portvinen er kommer på bordet. Vi har derfor oplevet hvordan vi gik fra at folk rystede på hovedet over vores portvinsdrikkerier til at hylde den smagsfulde vin for fuld kraft. Mon ikke også vi kunne finde på at lave en guide, der beskriver de forskellige betegnelser – og fortæller lidt mere om, hvad portvin egentlig er?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *