#Franz Krahl – Hippie-vinbonden i Pfalz

Mens vi kører langs vinruten “Die Deutsche Weinstraße” i den tyske vinregion Pfalz, holder vi gerne ind ved helt tilfældige steder – bare for at prøve noget nyt og lade os overraske. Fra sådan et besøg udspringer denne beretning om biovin og hippie-bonden Franz.

På jagt efter bio-vin

Med et ønske om at finde noget mere øko eller biovin på vores tur i Pfalz, stopper vi tilfældigt ind, da vi ser et bioskilt ved en sidevej. Vi holder ind og går ind mod gården for enden af den lille vej. Der virker tomt på gårdspladsen, men vi finder nemt indgangen til smagelokalet, som ligger i et lille charmerende sidehus med vinranker. Her er heller ingen at øjne, men en ringklokke, så vi trykker et par gange. Vi går rundt og kigger lidt. Et par minutter senere stikker en mand hovedet ud af vinduet på øverste sal i hovedhuset og siger noget med at han er der om 5 minutter.

Han kommer langsomt vandrende over gårdspladsen. “Nå, hvad vil I så smage?” spørger han og vi peger på listen og han henter et par flasker og hælder op til os og sig selv. Han virker uinteresseret og vi tænker om vi mon vækkede ham unødigt fra middagssøvnen, selvom det overhovedet ikke er middag.

Hippie’en der holder fast

Stille og roligt kommer vi i snak med vinbonden. Franz Krahl, hedder han, og han har viet sit liv til biovinen – faktisk er han slet ikke sur eller uinteresseret, han er bare hippietypen, der tager livet som det kommer og mest af alt holder på sine principper. Han fortæller om da han overtog vingården i 60’erne eller var det 70’erne, men pointen var at vinbønderne på den tid begyndte at lave mængdevin og brugte alle tricks i landbruget, som var muligt. Men det ville Franz ikke, han ville gå naturens vej – for det vigtigste er at passe på vores klode. De andre vinbønder i Pfalz rystede på hovedet, men Franz holdt fast selvom han i mange år var den eneste i området, der gik i den retning.

Franz mærker tydeligt en blomstrende interesse for hans vine. “Det er de unge, der kommer her. De sætter krav til hvordan der produceres. Det er godt jeg fik skiltet op ude ved vejen – det betyder faktisk noget.” Franz fortæller at han ikke er den store marketingmand, han er jo bare vinbonde, men hans børn og hans woman (som han kalder hende) har en anden tilgang – “Det er godt”, siger han, ” Ellers ville jeg bare forære det hele væk til gode mennesker, jo. Økonomi interessere mig ikke….”

Vin og verdenspolitik

Men meget interesserer Franz, og han er slet ikke bare den simple vinbonde, som han udgiver sig for. Miljø og samfundsdebatten bliver diskuteret, mens han viser rundt i pakkeriet og flaskeriet.  Vinen vi gerne vil have med, kan vi jo lige pakke, mens vi snakker videre. Så vi går rundt og fylder kasserne, mens Franz peger på de rigtige vine, og spørger ind til stemningen i Danmark, når det kommer til miljø og samfundspolitik – og han er meget interesseret. Franz er gavmild med vin og verdenspolitik. Og som de road-trippere vi nu er, tilbyder Franz endda at vi kan campere i hans have – men vi skal desværre videre.

Bobler og Bratwurst

Da kasserne er pakket og vi er på vej ud af porten, hiver Franz også lige et par ekstra flasker frem – “I skal altså også lige smage det her”, siger han og kommer med lidt bobler. “Og den her skal I spise til” fortsætter han og overrækker en dåse bratwurst, som hans svoger har produceret – “Det passer perfekt sammen og er lækkert, når I sidder i teltet senere.”

Vi tager Franz på ordet – og må selvfølgelig smage på hans noget specielle kombi. Og vi må give ham ret – det er virkelig en perfekt kombi! Elegant, smagfuldt og virkelig campingvenligt.

Franz Krahl

Sekt er Franz’ stolthed – lækre bobler! Med os hjem og til bratwursten har vi “Mein Hertz ist Grün”. (Mit hjerte er grønt). Bare budskabet i sig selv, får jo en til at elske vinen! Denne er ligetil, frisk med skøn gang i boblerne. En behagelig karakter uden at være for gæret i smagen. Lavet på Chardonnay i ung champagne-stil.

Franz må være romantiker, for når man kigger på hans navngivning af hans Sekts, er man ikke i tvivl! “Dich mag ich” (Jeg kan li’ dig) er en boblende rosé  på Schwarzriesling (Bedre kendt under navnet Meunier (endnu en champagne-drue). Det var en af de flasker Franz stak i hånden på os på vej ud af vingården. Vi har den stadig til gode, men glæder os meget til at drikke den.

Natur rødvin

Franz’  vine er lidt lige som Franz – helt bio og helt ligetil. Hans nyeste vin er en hurtigproduceret rødvin på regent-druen, som er helt natur og uden sulfit, som er nyt for Franz – men jo renere jo bedre, siger han stolt. Vinen er tør, saftig og med god kraft. Ikke specielt dyb og ikke noget specielt – men en dejlig ligetil hverdagsvin – og til ca. 40 danske kroner ganske fornuftig.

Rotwein Franz Krahl

Info

Skal du forbi Franz i Pfalz? Så finder du ham her: AAX Krahl’s weine, Georg-Koch Straße 3, 76835 Heinfeld. De har et skilt med biovin-mærket ude ved Weinstraße. Og så må du endelig sige til, for så vil vi da gerne have lidt sekt med hjem 🙂

Mere interesseret i Pfalz og Die Deutsche Weinstraße? Tag et kig på vores guide til vinferie i Pfalz her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *